Grundejerforeningen Ørnesædet, Parcelhusene, Afdeling 1

CVR-nummer 28896786

I perioden 1978-1980 blev der opført 93 parcelhuse og 77 rækkehuse, yderligere 70 rækkehuse var projekteret, men blev udskudt. Husene blev opført af ROSE HUSE, men køberne stod selv for de afsluttende entrepriser deriblandt snedker- og malerarbejdet. ROSE HUSE og Solrød kommune var blevet enige om at alle husene, også de endnu ikke opførte, skulle dækkes af en grundejerforening Ørnesædet.

I perioden 1983-1984 blev egenkapitalen fra repræsentantskabet overført til Afdeling 1 og 2, idet der fandtes en række interesseforskelle imellem parcelhusbeboerne og rækkehusbeboerne, blandt andet omkring varmecentralen som ikke leverer varme til parcelhusene. Der blev gjort flere forsøg på at opsplitte grundejerforeningen i flere foreninger, men Solrød Kommune modsatte sig dette hver gang.

Solrød Byråd vedtager endeligt den 22. august 1983 en ny lokalplan 202.2, Ørnesæde, Havdrup St. for den østlige del af Ørnesæde-bebyggelsen, således at de projekterede 70 rækkehuse ændres til 110 mindre andelsboliger. Andelsboligerne bygges i 4 etaper og sidste etape står færdig i 1985. 

Ørnesæde-bebyggelsen har fortsat kun en grundejerforening, der ifølge de gældende vedtægter er opdelt i 3 afdelinger. Den enkelte afdeling er økonomisk uafhængig af de andre afdelinger. Hver afdeling har sit eget regnskab og holder selvstændige generalforsamlinger, hver afdeling vælger et antal medlemmer til det fælles Repræsentantskab. I repræsentantskabet vælges en bestyrelse for hele grundejerforening, denne bestyrelse varetager alle fælles anliggender, deriblandt fælleshuset og det store grønne område med bakkerne ned imod Kommunens regnvandsbassin. Ifølge gældende vedtægter er repræsentantskabet foreningens øverste myndighed.

I 2004 blev det fastsat, at ejendomsretten til fælleshuset tilfalder andelsboligerne, hvorfor alle anliggender omkring dette hus herefter varetages af andelsboligforeningerne.